En fælles fjende

Hvad styrker folk mere end en fælles fjende?
Det var en stor del af 2. verdenskrig, hvor nazisterne opfandt den fælles fjende i jøderne. Det styrker naboskabet, når et eller flere uønskede individer flytter ind i kvarteret og bliver den fælles fjende – og hvor trist var ikke havearbejdet blevet uden dræbersneglen?!
Den fælles fjende kan både være et individ, en begrænsning eller en fysisk foranstaltning. Uanset hvad det er – så kan fællesskabet mod fjenden opretholde fjendskabet gennem en øget socialisering – og dermed en bekræftelse af ”det uønskede” uden egentlig at skulle forholde sig til facts og andre aspekter af ”sandheden” – men blot bekræfte hinanden i, at man har defineret ”det onde”.
Der er altid flere sider af en sag – og altid en årsag til at tingene bliver som de bliver. Prøv i stedet at se motivationen bag om en fjende – og så vil verden måske kunne ses i et andet lys?! Måske bliver fjenden opretholdt i lyset af, at man faktisk nyder det sociale og den placering man kan få i fællesskabet på den bekostning?!
En dræbersnegl spiser ikke alt hvad den kommer i nærheden af i en have for at genere haveejeren mest muligt. Det ender blot som en sidekonsekvens af, at den instinktivt gerne vil have mad – og formere sig!
Så – måske handler det ikke om bare at give andre skylden for at verden ser ud som den gør – måske skulle man i stedet se indad og bagom de tilsyneladende ”fjendtlige tendenser” og prøve at definere motivationen til fjendskab, egen rolle og så hæve sig lidt ud over navlepillerperspektivet…